Eliteprojekt udtagelsescamp, Skydive Spain 11-14 september

Eliteprojekt udtagelsescamp, Skydive Spain 11-14 september

 
Start dato11-09-2010
Slut dato14-09-2010
KontaktpersonAlex Møller
E-mailfreeflyer@stofanet.dk
Telefonnr.22 41 26 27
StedSpanien (Skydive spain)
MødetidspunktLørdag den 11. september ca. kl. 6:00

Baggrund
Freeflyudvalget har gennem de sidste år organiseret freefly-miljøet i Danmark. Tiden er nu moden til at starte et freefly eliteprojekt. Målet med eliteprojektet er at skabe et eller to danske freefly-hold som kan repræsentere Danmark ved internationale konkurrencer. Eliteprojektet skal også virke som motivator for freefly-miljøet og skal være med til at udvikle freefly-disciplinen i Danmark.

Det er ideen at deltagerne på projektet skal lave ca. 100 spring pr. år på 2 årlige træningsture til udlandet samt 1-2 tunnelcamps.

Pilot-projekt i 2010
Eliteprojektet starter i 2010 som et pilot-projekt hvor vi skal have fundet de springere som har tid, økonomi og kvalifikationerne til at deltage på projektet. Målet er at finde 5-6 freeflyere, som i 2011 vil comitte sig til freefly træning i en gruppe og som har ambitioner om at deltage i en eller flere internationale konkurrencer. De personer som udvælges til projektet skal selv være med til at definere rammerne for projektet de kommende år.

Projektets økonomi
Eliteprojektet er støttet af DFU's sportsudvalg. Hver springer betaler 25.000 kr. pr. år fra 2011. Egenbetalingen udgør 2/3 af økonomien og DFU støtten udgør 1/3. Det er vigtigt at alle deltagere på projektet gør sig klart at når man til melder sig, så committer man sig samtidig både tidsmæssigt og økonomisk for en periode. Prisen inkluderer alle omkostninger incl. rejser, bolig, spring, tunneltid og træneromkostninger. Eneste ekstra omkostning er egen mad og lokal transport. Egenbetalingen betales i 3 rater i hhv. november, februar og maj.

Landstræner
Freeflyudvalget er meget glade for at kunne præsentere Martin Kristensen som landstræner for eliteprojektet. Martin er fem-dobbelt verdensmester i freestyle og er selv aktiv på det norske freefly team Voss Ventus. Martin kommer til at deltage på udvælgelsescampen, træningsture og evt. tunnelcamps i Bottrop hvor Martin også arbejder.

Invitation til udvælgelsestur
For at finde de 5-6 springere til projektet, inviterer freeflyudvalget til udtagelsescamp i Skydive Spain den 11-14 september 2010. På denne tur vil vi lave 24 grupperspring. Udvælgelsescampen er støttet af DFU og freeflyudvalget. Turen koster 5.000 kr. pr. person og inkluderer transport, bolig, 24 spring og trænerudgifter. Eneste ekstra omkostning på turen er mad og lokal transport. Prisen pr. spring er dermed ca. 210 kr. hvilket må siges at være yderst attraktiv. Alle spring i Skydive Spain er fra 5 km.

Kan du komme med?
Du skal som udgangspunkt være tjekktet ud til VFS-headdown for at kunne søge på eliteprojektet. Hvis du ikke er tjekket ud til headdown men har interesse i projektet vil vi meget gerne have en mail fra dig hvor du skriver lidt om hvem du er og hvad du har af ambitioner med freefly.

Information i forbindelse med instruktør skillcamp
Hvis du ønsker at både deltage på eliteprojektet (11-14 september) og instruktørturen (15-20 september) er dette selvfølgelig en oplagt mulighed. Eliteprojektet ligger i dagene før denne instruktørsamling og vil i naturlig fortsættelse overgå i denne. Hvis man deltager i begge vil man selvfølgelig bare blive på stedet og økonomien bliver tilpasset herefter. Du kan læse mere omkring instruktørturen her.

Tilmelding og deadling
Tilmeld dig til freefly eliteprojektet her på siden via knappen "Tilmeld dig nu". Deadline for tilmelding er lørdag den 28. august kl. 18:00.